Her i landet har vi en planlov. Den fortæller os, at i hver region og kommune skal der udarbejdes planer for de næste års udvikling i den pågældende kommune eller region. Kommunerne skal naturligvis udarbejde lokalplaner for de områder, som de ønsker at udvikle inden for kommunens grænser. Alle planer – om det lokalplaner, kommuneplaner eller regionsplaner, skal til offentlig høring. Varigheden af høringen kan variere. Høringen sigter på, at den lokale befolkning skal have mulighed for at lave indsigelser og forslag til planen, som vedrører dem. (Det er som regel lokalplanen, som den lokale befolkning kan relatere til.)
Byzoner og landzoner
Planerne, som kommunerne udarbejder, kan betyde, at nogle arealer skal have ændret status fra landzone til byzone. Det kan også betyde, at nogle beskyttede områder må ofres. Det bliver meget hurtigt, et politisk spørgsmål. Især i dag, hvor vi er meget opmærksomme på miljøbeskyttelse. Det kan tænkes, at der er nogle grupper i det lokale samfund, som går så stærkt imod den foreslåede udvikling, at de laver en masse ballade, bare for at forhindre, at udviklingen kan ske. Måske laver de balladen i god tro. Måske ikke. Det er ikke altid til at gennemskue.
Advokater på banen
Der er mange tilfælde, hvor man har hørt om, at kommunerne må ændre i lokalplanerne for de næste år, fordi stærke grupper og interesser har haft fat i deres advokater – dem her, som så har kunnet argumentere og finde juridiske belæg for, at en bestemt investering eller udvikling ikke skal finde sted. Omvendt sker det også, at kommunerne må ændre lokalplanerne netop, fordi stærke interesser har kunnet vise, at det er bedre, hvis udviklingen tager den retning, som de ønsker. Deres advokater har også her været på hårdt arbejde.
Hvad definerer Planloven?
Sådan er det at være byplanlægger. Man skal følge planloven der definerer planret. Og når den fortæller os, at de, planforslag, som kommunen udarbejder, skal til høring, så kan vi som kommunens planlæggere ikke bare sige: Vi gør, som det passer os. Hvor gerne vi end ville – og også selv om vi ved, at vores forslag er det bedste.
Meningen med planloven er jo at sikre, at den udvikling, der sker i de lokale områder, er den bedste for alle: Erhvervslivet, den lokale befolkning, miljøet. Samtidig skal de lokale planer også sikre, at udviklingen sker bæredygtigt. Der bliver hele tiden introduceret nye dimensioner, som vi skal tage hensyn til, når vi laver de første undersøgelser, inden vi begynder at stille forslag til den fremtidige udvikling op. Derfor kan det være frustrerende, hvis en forholdsvis lille gruppe miljøaktivister kan bremse et nødvendigt byggeri på grund af en lille amøbe, som lever i lokalområdet.
Den lever sikkert også i området ved siden af. Men det sker altså også, når høringerne ender i voldsomme debatter, der går ud af proportioner. Men sådan er planloven. Det er vilkårene, vi har. Og det er lige præcist også her, at jobbet som byplanlægger er spændende. Vi hører jo, hvad borgerne fortæller os. Vi forsøger da også at tænke deres indsigelser ind i vores forslag, inden den endelige lokalplan skal fremlægges, inden den bliver vedtaget – og dermed bliver gældende.